Titlen på værket er Tractatus Logico-Philosophicus, dvs. en afhandling i filosofisk logik eller Logisk-Filosofisk Afhandling på mundret danske. Dette har betydning af to grunde, for det første: det er ikke en lærebog i logik men en filosofisk undersøgelse af den. Man kan sige at selve den logik som er bogens undersøgelsesgenstand, er skabt af Gottlob Frege i “Begriffsschrift” (1879) og videreudviklet af Russell og Whitehead et al. For det andet, så er alt forankret i denne logik, dvs., enhver udsagn i bogen har sin udspring og mål i logikken og kan altid føres tilbage til den. På den anden side kan man stille spørgsmålstegn ved hvorvidt logikken, som vi omtaler den her, er skabt, eller om den er resultatet af en opdagelse (ikke opfindelse). Dvs., at den logik som Frege (og andre) fremlægger er i virkeligheden beskrivende for verden som den er. Altså at den logiske system vi arbejder med formelt blot afspejler (gengiver) verdens logiske form. Logikken blev altså ikke bragt til verden ved menneskelig snilde, ej hellere blev verden først logisk ved dens opdagelse.
Det er dette andet syn på logikken som helt klart er Wittgensteins, og at talen om den formelle logiks skabelse eller opdagelse skal forstås på denne måde, at Frege, Russell, et al., blotlægger kun det som allerede er. Som han skriver i Notes on Logic (1913): “I filosofi er der ingen deduktioner; den er kun beskrivende. Ordet ‘filosofi’ bør altid benævne noget som er over eller under, men ikke ved siden af, natur-videnskaberne. Filosofi giver ingen billeder af virkeligheden, og kan hverken bekræfte eller gendrive videnskabelige undersøgelser. Den [filosofien] består af logik og metafysik, det første er dens grundlag…” Det er også i dette lys man skal læse et udsagn som den i 5.473: “Logikken må tage vare på sig selv”. Man skal huske på, at før denne specifik logiks opdagelse kunne mennesker udmærket føre samtaler, indgå aftaler, handle, undervise, kommandere, arrangere stævnemøder, etc., uden nævneværdige logiske problemer.
Tilegnelsen siger sig selv.
Mottoet er mere end dobbelttydig og skal bestemt ikke tages for pålydende. Originalen af Ferdinand Kürnberger, lyder:
. . . und alles, was man weiss, nicht bloss rauschen und brausen gehört hat, lässt sich in drei Worten sagen.
Den er taget fra "Das Denkmalsetzen in der Opposition", en artikel Kürnberger fik trykt i Deutsche Zeitung i efteråret 1873, og som er gengivet i samlingen Literarische Herzenssachen: Refleksionen und Kritiken, p. 338 ff.
Der, i en diskussion og kritik af Weinerborgerens hang til at opstille monumenter af fortidens helte, for derved at pynte nutiden med lånte fjer, forestiller Kürnberger sig, at han stiller et og samme spørgsmål til hvad han kalder et halvstuderet og et helstuderet menneske. Spørgsmålet lyder: Hvad er forskellen mellem antikt og moderne, mellem klassisk og romantisk kunst?
Det halvstuderede og –forvirrede menneske svarer: "Herre, spørgsmålet berører hele forestillingsverdener. Det er stof nok til hele bøger og vintersemestre." Hvorimod det gennem- og helstuderede menneske svarer: "Herre, det kan siges med tre ord. Antikkens kunst udsprang af kroppen, den moderne kunst udspringer af sjælen. Antikkens kunst var derfor plastisk, den moderne kunst er lyrisk, musikalsk, malerisk, kort sagt romantisk." Hvortil Kürnberger siger: "Bravo! Således får hele forestillingsverdener, når man har behersket dem, plads i en nøddeskal, og alt hvad man ved, ikke blot en raslen og brusen man har hørt, det lader sig sige i tre ord" (egen oversættelse).
Af konteksten fremgår det, at Kürnberger mener det ironisk: at han spidder den helstuderede wienerborger, som forestiller sig at man kan sammenfatte essensen af noget i tre ord, eller et par korte sentenser. Hos Wittgenstein, som del ville fremgå senere, er der en dobbelt ironi på spil, idet han rent faktisk giver udtryk for, at det der kan siges, kan siges med tre ord (en enkelt sætning), men at det der kan siges med tre ord: sætninger der ”afbilder” kendsgerninger, ikke har hverken det store eller nogen afgørende betydning i et menneskeliv overhovedet.
